Talknuseren

Talknuseren

Uddannelse og job Matematik 7. klasse 8. klasse 9. klasse 10. klasse

Handelsregning og praksisorienteret matematik - hvad er det?

Forløbet henvender sig til udskolingselever 7., 8., 9. og 10. kl., matematik - eleverne arbejder med handelsregning og praksisorienteret matematik med fokus på regneark. Eleverne kan i grupper med fordel opsøge et samarbejde med en lokal forretning for at få kendskab til det helt praksisnære i opgaverne.

Slutteligt kan forløbet afsluttes med f.eks et virksomhedsbesøg, hvor eleverne ser arbejdsliv, ser ansatte i forskellige jobfunktioner eller virksomheden ind på skolen i en eller anden form. Det kan også være en forældre, som besidder kompetencerne.

Forløbet er bygget op omkring undervisningsmateriale fra“Grib erhvervsuddannelserne” og dertil knyttes et eller flere virksomhedsbesøg inden for samme branche, som undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i.

Materialet åbner op for spørgsmål, der understøtter dels elevernes fagfaglighed og viden om forskellige erhverv, samt mulige uddannelser, der kan lede hertil. Undervejs reflekterer eleverne over arbejdspladser i deres omgivelser, der har ansatte med baggrund i det pågældende job, og de reflekterer over egne styrker og forudsætninger for at bestride jobbet. På den måde understøtter materialet didaktisk Ungegarantiens strategiske mål; udsyn og indsigt.

Formålet er gennem virksomhedssamarbejde og undervisningsmateriale, at få skabt et helheds udsyn mod jobfunktioner og dertilhørende arbejdsliv inden for detailhandlen. Samt give eleverne indsigt i de overbygningsmuligheder, der er indenfor faget. Eleverne skal reflektere over eget niveau, samt over hvilke kompetencer den pågældende jobfunktion/uddannelse kræver.

Formålet med undervisningsdelen er, at eleverne får kendskab til handelsregning og praksisorienteret matematik med fokus på regneark. På baggrund af beregningerne skal eleverne kunne tage lønsomme beslutninger. Forløbet veksler mellem undervisning for hele klassen, hvor læreren viser eksempler på storskærm, og klassen opdelt i små grupper.

Træk en hale på forløbet indenfor emnet Uddannelse og Job, og lad eleverne arbejde med før, under og efter aktiviteterne for at øge deres refleksioner over jobfunktioner, uddannelsesveje og evt. andre muligheder.

Generel forberedelse:

Eleverne bruger UddannelsesGuiden til at undersøge og få viden om den specifikke uddannelse, forløbet drejer sig om (søg på uddannelsen, vælg den grønne bjælke). Eleven læser

  • Intro
  • Faktaboks
  • Fanen om uddannelse
  • Ser filmen, hvis denne er tilknyttet
  • Dette kan suppleres med at læse om jobfunktionen (lilla bjælke).

 

Forberedelse før besøg:

Eleverne forbereder spørgsmål til besøg hos virksomheden. Find på mindst tre spørgsmål om jobfunktionen og uddannelsen, som du gerne vil vide noget om. F.eks.:

  • Bruger du matematik til noget i dit arbejde?
  • Hvorfor valgte du det her arbejde?
  • Hvad er det bedste ved dit arbejde?
  • Hvad er lønnen?

Målet er at tage udgangspunkt i elevernes nysgerrighed og at besøget tager udgangspunkt i det, eleverne oplever som vigtigt i forhold til et arbejde.

 

Undervisningsforberedelse:

Læreren forbereder et oplæg om opbygningen af et budget med indtægter (salget) og de omkostninger, der er forbundet med at drive en virksomhed. Læreren kan evt. gå ind på "Virk" og finde et regnskab for en lokal virksomhed.

Læreren faciliterer elevernes opgaveløsning, understøtter eleverne i deres refleksioner over de spørgsmål, der er stillet i før-fasen og laver observationer undervejs, som grundlag for en snak om elevernes læring i efter-fasen.

Spørgsmål til eleverne - når du løser opgaven, skal du overveje følgende undervejs:

  • Hvad er interessant for dig i denne opgave?
  • Hvad er udfordrende for dig i denne opgave?
  • Hvad er du god til i denne opgave?
  • Hvilke andre overvejelser gør du dig?

Beskrivelse af selve undervisningen til både lærere og elever, samt opgaver er stillet af SkillsDenmark.

 

Eleven kan notere sine refleksioner og oplevelser ind i deres studievalgsportfolio, når spørgsmålene er besvaret.

Spørgsmål til eleverne ift. opgavedelen:

  • Hvad var interessant for dig i denne opgave?
  • Hvad var udfordrende for dig i denne opgave?
  • Hvad var du god til i denne opgave?
  • Hvad var dine job forestillinger før opgaven, og hvad tænker du efter, at du har løst opgaven?
  • Hvad vil du gerne vide mere om vedrørende jobbet/ uddannelsen?
  • Hvad vil være vigtigt for dig i et arbejdsliv?

 

Spørgsmål til eleverne ift. virksomhedsbesøget:

  • Hvad oplevede du?
  • Hvordan stemmer det billede, du nu har af jobbets funktioner, opgaver og typer af ansatte, overens med den forestilling, du havde om jobbet inden besøget?
  • Forestil dig at du er ansat i jobbet. Hvad tror du, vil være det sværeste /nemmeste for dig?
  • Hvad synes du var mest interessant ved jobbet? Og mindst interessant?

Læreren kan også vælge, at eleverne formidler på baggrund af endt virksomhedsbesøg for andre (forældre, naboklassen, yngre elever eller andre)

Efterbehandlingen og refleksions delen kan munde ud i en eller anden form for produkt.

Forløbet udbydes gennem skolens lokale karrierelæringsvejleder, der faciliterer kontakten til relevante aktører.

Du finder karrierelæringsvejledernes kontaktoplysninger her

Forløbet udbydes af karrierelæringsvejlederne.

Du finder deres kontaktoplysninger her