Motor Mille og uniformerne

Alle forløb

Motor Mille og uniformerne (Alle forløb)

Uddannelse og job Matematik Natur/teknologi Idræt Historie Dansk Billedkunst 0. klasse 1. klasse 2. klasse 3. klasse

Vi elsker uniformer!

Dette undervisningsforløb består af en række af mindre forløb inden for serien ”Motor Mille og uniformerne”.

Forløbet tager afsæt i de små film, DR Ramasjang har lavet, hvor Motor Mille besøger forskellige erhverv, der bruger uniform. Der linkes direkte til filmene på dr.dk.

Materialet kan bruges enkeltvis eller som en kæde af små forløb med fokus på "Uddannelse og job". Det egner sig dermed både til et længere forløb over et helt skoleår, hvor man hver uge sætter ”Uddannelse og job” på skemaet, eller det egner sig til korte forløb, der kan bruges enkeltvis, f.eks. som vikarmateriale. Man kan naturligvis skære til og fra i materialet, alt efter hvor meget tid, man har til rådighed og alt efter deltagerforudsætninger.

Materialet har været anvendt som fjernundervisningsmateriale under coronaperioden og kan dermed ligeledes anvendes som fjernundervisningsforløb.

Da materialet spænder over 0. kl. – 3. klasse vil det være en forudsætning, at læreren foretager en sidste niveautilpasning.

Materialet åbner op for spørgsmål, der understøtter elevernes forståelse og viden om forskellige erhverv. Undervejs reflekterer eleverne over forskellige måder at fungere i jobs med omdrejningspunkt omkring hjælperfunktioner. De reflekterer på et indledende niveau over egne styrker og interesser. På den måde understøtter materialet didaktisk Ungegarantiens strategiske mål; udsyn og indsigt.

Materialet indeholder 8 forskellige forløb bygget op over erhvervene: Politi, helikopterredder, flybrandmand, livredder, skorstensfejer, soldat, ambulanceredder og livvagt.

Formålet med forløbet ”Motor Mille og uniformerne” er at understøtte elevernes forståelse og viden om forskellige erhverv, der bærer uniform og på forskellig vis udgør væsentlige hjælperfunktioner i samfundet. Undervejs reflekterer eleverne over måder at fungere i jobbene på, bl.a. gennem praksisfaglige opgaver til illustration af centrale kompetencer. De reflekterer tillige på et indledende niveau over egne styrker og interesser.

På den måde understøtter materialet didaktisk Ungegarantiens strategiske mål; udsyn og indsigt samt kompetencemål inden for "Uddannelse og job".

Der er ikke krav om en bestemt forberedelse til afvikling af forløbene. Dog kan det som altid være en god idé at lade eleverne starte med en brainstorming på, hvad de allerede ved om det erhverv, der er i fokus. Alternativt kunne man lade en genstand fra erhvervet ligge fremme i klassen, som eleverne skulle stille spørgsmål til og der ud fra gætte, hvilket erhverv der er i fokus. Materialet er imidlertid tænkt således, at det skal kunne anvendes på distancen og spontant som vikarmateriale, og forberedelse er derfor ikke påkrævet for gennemførelse af forløbet i en kontekst, der understøtter elevernes karrierelæring.

Eleverne ser en film og arbejder herefter med opgaverne til filmen, se nærmere i de enkelte materialer vedhæftet.

Opgaverne består dels i forståelsesafklarende eller refleksive spørgsmål til filmen og dels i diverse tilknyttede opgaver med et fagfagligt afsæt, f.eks. inden for dansk, matematik, idræt eller billedkunst. Nogle opgavetyper går igen fra film til film, mens andre er udviklet med afsæt i den konkrete films indhold.

Opgaverne kan gennemgås i klassen, eller der kan gives individuelle instruktioner på distancen. Som fjernundervisningsmateriale vil en vis forældrestyring være nødvendig.

Forløbet kan med fordel suppleres med virksomhedsbesøg. Skolens karrierelæringsvejleder kan hjælpe med at facilitere relevante virksomhedsbesøg i tilknytning til materialet og dermed bidrage til at trække materialet nærmere en lokal kontekst.

Materialet kan endvidere suppleres med forældrebesøg i klassen, hvis man har forældre i netværket, der bestrider nogle af de behandlede jobs eller jobs inden for andre hjælperfunktioner.

Der kan samles op på forløbet på klassen eller gennem individuel feed back. Som nævnt kan supplerende virksomhedsbesøg eller forældrebesøg også understøtte efterbearbejdningen. En yderligere efterbearbejdning end, hvad der allerede ligger i materialet er imidlertid ikke nødvendigt. Efterbearbejdende refleksionsopgaver er indarbejdet og dermed kan materialet stå alene uden at miste potentialerne for karrierelæring for eleverne.

Forløbet udbydes gennem skolens lokale karrierelæringsvejleder, der faciliterer kontakten til relevante aktører.

Du finder karrierelæringsvejledernes kontaktoplysninger her

Forløbet udbydes af karrierelæringsvejlederne.

Du finder deres kontaktoplysninger her