Mød mester og lærling

Byggeri og Energi

Mød mester og lærling - Byggeri og Energi

Uddannelse og job Matematik Håndværk og design Fysik/kemi 7. klasse 8. klasse 9. klasse 10. klasse

Bliv klogere på erhvervsfaglige fag og job

Dette forløb er et kortere forløb med et gæstebesøg i undervisningen af en håndværksmester inden for bygge- og energifagene og dennes lærling. Forløbet kan stå alene som en aktivitet inden for ”uddannelse og job” eller uddannelse og job i kombination med f.eks. håndværk og design, hvor man f.eks. trækker tømrerfaget ind i undervisningen. Man kan også bruge forløbet som en række af forløb med fokus på håndværksfagene. Eller som en hale på deltagelsen i Skills City for 7. klasserne. Relevante og lokalt forankrede fag at trække ind kunne f.eks. være nedenstående:

  • Anlægsgartner
  • Brolægger
  • Bygningsmaler
  • Elektriker
  • Glarmester
  • Murer
  • Stenhugger
  • Struktør
  • Tagdækker
  • Tømrer/snedker
  • VVS-montør

Formålet med besøget er at give eleverne et indblik i, hvilke håndværksfag og job, der findes på arbejdsmarkedet med fokus på den lokale byggebranche. Eleverne vil få en større forståelse for, hvordan en hverdag ser ud for en håndværker. De får kendskab til, hvad det vil sige at være i lære, hvilke typer af opgaver man udfører, og hvilken løn man får. Dertil vil de høre mere om, hvilke lokale virksomheder der ansætter medarbejdere inden for faget, og hvad der lægges vægt på i rekrutteringen.

Som en del af synliggørelsen af håndværksuddannelserne som muligt springbræt til videregående uddannelse vil det være et underliggende formål at udvide elevernes kendskab til en håndværksmæssig vej ind i en videregående uddannelse. Det kan f.eks. være tømreren der bliver bygningskonstruktør eller ingeniør.

Det er væsentligt, at eleverne forbereder sig inden besøget for at få mest muligt ud af aktiviteten.

Man kan ifm. forberedelsen gøre brug af log til gæstebesøg, se bilag.

Lærerne er til stede med klassen under hele forløbet og deltager aktivt i at få faciliteret spørgsmål til gæsterne. Det er vigtigt at eleverne er godt forberedt på besøget og bevidste om, hvilke typer af spørgsmål de kan stille gæsterne.

Der skal være PC og projektor + lærred til rådighed.

Håndværksmesteren og lærlingen holder oplæg om jobbet inden for deres fag. De vil være forberedt på det ønskede indhold af skolens karrierelæringsvejleder inden besøget. Læreren kan dermed indgive særlige ønsker til karrierelæringsvejlederen. Ellers vil et almindeligt indhold komme omkring følgende:

  • Hvilken virksomhed repræsenterer håndværkerne?
  • Hvad kendetegner branchen?
  • Hvilke typiske opgaver udføres?
  • Hvornår på året er der mest travlt? Hvorfor?
  • Hvilke forudsætninger er vigtige for jobbet?
  • Hvad betyder dansk og matematik i hverdagen? Eksempler
  • Gæsternes egne historier om deres uddannelsesvej?
  • Elevens valghistorie, hvordan greb han/hun valget an?
  • Hvad har overrasket?
  • Hvordan opleves det at gå på en vekseluddannelse (teori-praktik)
  • Hvordan er ungdomslivet, når man er lærling sat over for at være skoleelev?
  • Hvad giver og tager energi i jobbet?
  • Hvordan er arbejdstiderne, når man arbejder inden for håndværksfaget?
  • Hvad er drømmene for fremtiden?
  • Hvad lægger mester vægt på, når han/hun skal rekruttere nye lærlinge?
  • Hvilke muligheder for videre uddannelse er der?

Hvis gæsterne har mulighed for at lave en praksisrettet opgave eller en lille caseopgave med eleverne vil det altid være en god krølle på formidlingen af faget. Dette kan aftales nærmere i forbindelse med kontakten til håndværksmesteren.

Et typisk besøg varer 60 – 90 min.

Efter besøget af mesteren og lærlingen arbejder eleverne med at udfylde deres log, hvor der er indarbejdet spørgsmål, der fremmer karrierelæringen.

Hvis man ønsker at koble forløbet sammen med matematikundervisningen er der gode muligheder herfor, f.eks. gennem brug af materialer fra Dansk Byggeri.

Forløbet udbydes gennem skolens lokale karrierelæringsvejleder, der faciliterer kontakten til relevante aktører.

Du finder karrierelæringsvejledernes kontaktoplysninger her

Forløbet udbydes af karrierelæringsvejlederne.

Du finder deres kontaktoplysninger her