Månedens job

Månedens job

Uddannelse og job 0. klasse

Nu skal vi møde en masse spændende arbejdspladser!

Hver måned lægges en genstand frem i klassen, som relaterer til ét eller flere erhverv. Efterfølgende besøger en person, der har det pågældende job klassen og fortæller ud fra et oplæg om jobbet. Der kan evt. også laves et virksomhedsbøg. Efter besøget bearbejder klassen de indtryk, de har fået.

Formålet med dette forløb er at give eleverne et indblik i forskellige jobs kontinuerligt gennem hele året, således deres udsyn udvides.

Introduktion, der kan gives til eleverne, når emnet begyndes. (ca 15-20 min)

Anbring en genstand der er relateret til månedens job, og spørg eleverne, om de kan finde noget i klassen, der normalt ikke er der. Når de har fundet det, tales der om hvad det kan være, og hvad det måske bruges til.

Tal med klassen om I skal have besøg af en, der har dette måneds job, og at der hver måned vil gemme sig en ting i klasseværelset.

Tal med klassen om, hvad man kan spørge de personer, der besøger klassen om. Hvad det er vigtigt at være opmærksom på og lære af den person, der er på besøg.

Idé: Fortæl forældrene om aktiviteten på det første forældremøde, se om nogle af dem har mulighed for at være månedens job. Skriv besøgene af månedens job i klassens kalender, så forældrene har mulighed for at spørge ind til det hjemme. Tag (efter aftale) billede af oplægsholderen, når han eller hun fortæller klassen om månedens job. Hæng det op på opslagstavlen i klassen, så man hele året igennem kan se, hvilke job der har været på besøg.

Ideer til genstande der repræsenterer et job: En bog med en stregkode – bibliotekaren Præstekrave – præsten En tommestok – tømreren En rulle ledning – elektrikeren Stetoskop – lægen En pose korn – landmanden Et rugbrød – bageren

Følgende spørgsmål kan sendes ud til oplægsholderen som oplæg til besøget, så klassen på forhånd ved, hvilke oplysninger de skal lytte efter. Et oplæg kan evt. vare 30-45 min.

  • Hvor ligger din arbejdsplads? – Vis gerne på et kort. o Hvad laver I på dit arbejde (produktion = hvilke ting produceres? Servicefag – hvilke ting sælges/udføres?) o Hvordan ser en arbejdsdag ud for dig? o Er der sæsontravlt i det arbejde du har?
  • Hvordan er du kommet til at arbejde med det, du arbejder med? (karrierevej)
  • Hvad er det bedste ved dit arbejde?
  • Hvad er mindre godt ved dit arbejde?
  • Hvad er den sjoveste episode du har haft i forbindelse med dit arbejde?
  • Hvad skal man være god til i dit job?

….og så alt det du selv synes, det er vigtigt klassen lærer om netop dette arbejde.

Er det muligt, kan det anbefales at eleverne får ”hands on”, opgaver der ligner det den besøgende laver i hverdagen.

Det kan ligeledes være film fra hverdagen eller sjov historier, der viser hverdagen og det gode liv.

Efterbehandlingen af besøget på skolen eller på virksomheden kan tage afsæt i følgende:

Del 1: Klassen inddeles i grupper på 3 elever, og de skal i fællesskab finde ud af hvilke smiley, de vil give månedens job (IKKE den besøgende, men det de har lært om jobbet ved besøget). Ud fra arket med smileys (se bilag) skal de vælge den smiley der passer til deres konklusion. Det er en rigtig svær øvelse - for det, den ene elev vægter, vægter den anden nødvendigvis ikke. De skal blive enige i gruppen. Grupperne fortæller på skift, hvorfor de har givet månedens job den smiley de har, mens smileyen sættes på. Læreren skriver evt. stikord til, hvorfor smileyen er valgt. Fx Vi giver månedens job en sur smiley FORDI, man skal arbejde om natten, det er der ikke nogen af os, der gerne vil. Eleverne kan evt. også forholde individuelt og herefter komme med udtalelser som læreren skriver ned som dokumentation. Sedlerne kan evt sættes på et A3 sammen med titlen på månedens job.

Del 2: Klassen tegner det job, de har hørt om. Tegningerne hænges på opslagstavlen, til næste måneds job har været på besøg.

Idé: Tag et billede af tegningerne, der er hængt op. Send en mail til gæsten og sig tak, fordi han/hun brugte sin tid. Det betyder rigtig meget for den person, der har taget/fået fri fra sit arbejde, at han/hun kan se værdien af besøget.

Forløbet udbydes gennem skolens lokale karrierelæringsvejleder, der faciliterer kontakten til relevante aktører.

Du finder karrierelæringsvejledernes kontaktoplysninger her

Forløbet udbydes af karrierelæringsvejlederne.

Du finder deres kontaktoplysninger her