Klassen Café

Del 2

Klassen Café - Del 2

Uddannelse og job Matematik Madkundskab Håndværk og design Dansk 4. klasse 5. klasse

Vi bliver klogere på de mange jobfunktioner, der findes i det lokale cafémiljø

En skoleklasse fra 4. eller 5. klasse kommer med dette forløb på et virksomhedsbesøg hos en café i lokalområdet. Selve forløbet ”Klassens Cafe” er lavet i en del 1 og en fortsættende del 2. Forløbet kan indgå i en fællesfaglig kontekst i fagene Håndværk og Design, Billedkunst og Madkundskab, der kan kombineres med matematik- og danskopgaver. Forløbet kan laves i forbindelse med en planlagt forældreaften, klasseaktivitet eller i en faguge. Eleverne laver deres egen ”Klassens Café”:

Del 1 – besøg en eller flere af byens cafeer.

Del 2 - ”Klassens Café” opstår, klassen skal selv lave deres café. De skal selv tage stilling til indretning, udsmykning og hvem de vil invitere til caféen og ikke mindst, hvad der serveres i deres café.

Eleverne skal efter virksomhedsbesøget i en lokal café selv skabe klassens egen café. De har set en eller flere caféer, de har talt med ejer og ansatte og haft mulighed for at stille spørgsmål med ”Klassens Café” for øje. Eleverne skal nu sammen arbejde innovativt og idéskabende – både i forhold til udformningen af café-konceptet og tillige i arbejdet med indretning, udsmykning og tema.

Den dag caféen åbner skal eleverne varetage de jobfunktioner, som de har fået præsenteret ved virksomhedsbesøget. Formålet med dette forløb er at lade eleverne samarbejde på en idégenerende og innovativ måde. De afprøver og de får syn for deres styrker og svagheder i forhold til forskellige funktioner i café-konceptet.

Der er fire hovedpunkter i det at få ”Klassens Café” stablet på benene - indretning, udsmykning, gæster og servering.

Start del 2 af ”Klassens Cafe” med en kort snak med eleverne om innovation og idéudvikling. I kan bruge nedenstående spørgsmål:

  • Hvad vil det sige at få en god idé
  • Har I prøvet at få en god idé til at gøre noget nemmere?
  • Ved I hvad en opfindelse er?
  • Kender I nogle kendte opfindelser?
  • Hvorfor har vi brug for, at nogen får nye idéer?

Eleverne præsenteres for, at det nu er dem, der skal bestemme konceptet for ”Klassens Café” – hvordan skal caféen indrettes, hvilken udsmykning skal der være, hvem skal på gæstelisten og hvilken servering skal der være. Lav en fælles brainstorm i klassen, og noter alle idéer op på tavlen. Til at facilitere denne del kan man evt. gøre brug af skolens lokale innovationsvejleder.

Eleverne deles i passende grupper á 4 til 5 pr. gruppe. Hver gruppe skal nu lave en planche, som skal illustrere gruppens tanker i forhold til indretning, udsmykning, gæsteliste og servering. De må gerne tegne, skrive og klippe-klistre. Gamle ugeblade, aviser, kataloger fra BR, postkort osv. kan med fordel benyttes.

Evt. kan de hjælpes i gang ved en snak om ”temaer” og at temaer går igen i indretning, udsmykning, borddækning o.l. Lad dem brainstorme på temaer (f.eks. dyr, biler, jul, superhelte, romantik, cowboy……)

Lad ideudviklingen få rum og tid til de spirende nye koncepter. Herefter præsenterer grupperne deres Café-koncept for hinanden. Når alle har præsenteret deres ide, stemmes der om, hvilken ”Klassens Café”, der arbejdes videre med – hver elev har to stemmer og må ikke stemme på det samme. Lav en opsamling på tavlen, hvor indretning, udsmykning, gæsteliste og serveringen overordnet bliver gennemgået + en fælles aftale for caféens åbningstid. (tankerne skal kunne lade sig gøre – lærerne trækker ”stregen”) Nu er alle bekendte med konceptet for ”Klassens Café” og det videre arbejde kan fortsætte.

Lav fire grupper – grupperne skaber sig hver især et overblik over, hvordan de vil bidrage til caféens tema.

1. Indretningsgruppen: Borde, stole, disk til salg, musik, ude eller inde, lyskilder.

2. Udsmykningsgruppen: Vægpynt (tegninger, malerier), skilt med caféens navn, perleplader til ophæng, borddækning, bordpynt.

3. Gæstelistegruppen: Tema-invitationer, bordkort, tilmelding.

4. Tilberednings- og serveringsgruppen: Udvælge og producere lette retter, kager eller lignende (forældre kan bidrage), prisskilte.

På åbningsdagen, hjælper de grupper, som bliver først færdige de andre med at blive færdige. Så alle bliver klar til en fælles åbning. Der kan evt. bruges en lektion op til caféåbningen på at tale om priser, penge og betalingsmåder i dag, så alle elever er forberedte på at kunne betjene kunder, tage imod penge, give tilbage osv.

Under åbningen skal alle elever have en eller anden form for ansvar, de skal varetage en funktion, ligesom i den cafe de har besøgt. (tage imod gæster, anvise pladser, uddele menukort, tage mod bestilling, servering, diskbetjening, afrydde, tage i mod betaling, musik ansvarlig, underholdning…)

Der er rent praktisk en fælles oprydning bagefter. Og derefter er vigtigt, at der på klassen bliver en fælles drøftelse af elevernes forskellige opfattelser af det at være innovativ og være den, der skal komme med ideer. Lad dette være individuelt og lad elever tage stilling til om det er nemt eller svært for dem, som person – evt. en kort skriftlig besvarelse – alle svar er lige rigtige. Lad dem udfylde vedhæftede virksomhedslog.

Forløbet udbydes gennem skolens lokale karrierelæringsvejleder, der faciliterer kontakten til relevante aktører.

Du finder karrierelæringsvejledernes kontaktoplysninger her

Forløbet udbydes af karrierelæringsvejlederne.

Du finder deres kontaktoplysninger her