Dette undervisningsforløb består af en række af mindre forløb inden for serien ”Hvad kan jeg blive?”. Forløbet tager afsæt i de små film, influenceren, Rasmus Brohave, har lavet til illustration af forskellige erhverv. Materialet kan bruges enkeltvis eller som en kæde af små forløb med fokus på uddannelse og job. Det egner sig dermed både til et længere forløb over et helt skoleår, hvor man hver uge sætter det timeløse fag ”Uddannelse og job” på skemaet eller det egner sig til korte forløb, der kan bruges enkeltvis, f.eks. som vikarmateriale. Man kan naturligvis skære til og fra i materialet, alt efter hvor meget tid man har til rådighed og alt efter deltagerforudsætninger.
Materialet har været anvendt som fjernundervisningsmateriale under coronaperioden og kan dermed ligeledes anvendes som fjernundervisningsforløb.
Da materialet spænder over 4. – 6. klasse, vil det være en forudsætning, at læreren foretager en sidste niveautilpasning.
Materialet åbner op for spørgsmål, der understøtter dels elevernes faglige læsning, deres læseforståelse og viden om forskellige erhverv og mulige uddannelser, der kan lede hertil. Undervejs reflekterer eleverne over arbejdspladser i deres omgivelser, der har ansatte med baggrund i det pågældende job, og de reflekterer over egne styrker og forudsætninger for at bestride jobbet. På den måde understøtter materialet didaktisk Ungegarantiens strategiske mål; udsyn og indsigt.
Materialet indeholder forskellige forløb bygget op over nedenstående faglige kompetenceområder og tilhørende erhverv:
VVS’er, slamsuger, murer, købmand, kok, tatovør, snedker, særlige jobs (tryllekunstner, iværksætter, musiker, stand-up, cirkus), dyrepasser, landmand, tømrer, steward/stewardesse, SOSU-assistent, ambulanceredder
I forløbet anvendes materiale fra YouTube og Røde Kors.
Opgaverne kan gennemgås i klassen, eller der kan gives individuelt feedback.
Forløbet kan suppleres med et virksomhedsbesøg inden for det givne erhverv. Skolens karrierelæringsvejleder kan hjælpe med at facilitere relevante virksomhedsbesøg i tilknytning til materialet.