Eleverne skal fordeles ligeligt på de 5+ opgavegrupperinger (køkken, rengøring, osv.) inden ankomsten. Hver af grupperne forbereder sig ved dels at researche på hotellets brand og undersøge hvilke jobfunktioner, der gemmer sig bag det område, de skal besøge. De kan her inddrage job- og uddannelsesartikler fra ug.dk.
Klassen møder ind på hoteldestinationen om morgenen. Efter ankomsten vil der være en fælles morgenbriefing, hvor en repræsentant fra hotellet fortæller lidt om hotellets organisation, brand og kerneopgaver samt de hovedområder, eleverne skal besøge.
Der vil indgå lidt teori vedr. de forskellige faggrupper. Især noget om hygiejne og gæsteservice kan være relevant. Her kan laves et minikursus for alle i hygiejnens betydning for hotellets drift samt det gode værtskab, der er forudsætningen for, at gæsten får en god oplevelse uanset, om det er i receptionen, restauranten eller i ejendomsservice.
Herefter går grupperne ud til deres hovedområder og følger så disse de næste 2 timer. Grupperne afprøver her konkrete opgaver inden for området, f.eks. opredning på værelser, køkkenarbejde mv.
Efter endt aktivitet samles der igen op i plenum, hvor eleverne får mulighed for at stille spørgsmål til hotellets drift og kerneydelser. Der er fokus på, hvad der skal til for at tiltrække udenlandske målgrupper samt hvilke mål og visioner hotellet har for fremtiden.
Tilbage på skolen får eleverne en opgave, hvor de skal lave en engelsksproget reklamefilm for hotellet. Filmproduktionen kan tage afsæt i en fælles opsamlende brainstorming på, hvordan hotellet kan tiltrække familier med børn i deres alder fra udlandet. Hvilke faciliteter er vigtige? Gennem hvilke kanaler, kan hotellet markedsføre sig?
Da slutproduktet for hotelopholdet er en reklamefilm, er det vigtigt, at eleverne ifm. besøget får mulighed for at tage billeder og optage små filmsekvenser, der må bruges til filmen. Dette skal naturligvis aftales forinden.
De færdige film sendes til hotellet som tak for besøget. Det kan aftales med hotellet, at de lægges på deres hjemmeside, instagramprofil eller Facebook, hvis man kan se et potentiale i det.
Hvis man ønsker at supplere med en matematikfaglig opgave, kan man sammen med hotellet aftale en case, hvor der kan beregnes på belægningsprocenten hen over året og sammenholde med de månedlige fortjenester. Hvad er forskellen på indtjeningen i høj- og lavsæson? Og hvad gør hotellet evt. for at tilpasse medarbejderstaben?