Formålet er, at eleverne gennem dette undervisningsforløb, og i mødet med Boss Ladies, bliver mere bevidste om de forhold, der ligger til grund for det kønsopdelte uddannelsesvalg. Undervisningsforløbet vil gerne gøre eleverne mere bevidste om de forskellige kulturelle, sociale, identitetsmæssige og sproglige forhold, der vedrører uddannelsesvalget, og gøre dem i stand til at genkende og vurdere de kønnede normer som ligger til grund for et kønsopdelt arbejdsmarked, således at eleverne i højere grad kan se en sammenhæng mellem deres egne valg og samfundets forventninger ift. arbejdsliv og karriere. Med den viden i baghovedet vil de få en bedre forudsætning for at kunne træffe deres eget uddannelsesvalg på et oplyst grundlag, og i højere grad kunne vælge ud fra deres talent og lyst i stedet for kønsstereotypiske begrænsninger.