Som skibsmontør arbejder du i et spændende erhverv, hvor arbejdet både foregår til lands og til vands. I praktikken møder du ind på samme måde som de øvrige ansatte, som udgangspunkt fra kl. 7-15 (mødetiden aftales nærmere ved praktikkens start).
Arbejdet som skibsmontør giver dig mulighed for at arbejde både lokalt og globalt i et teknisk krævende miljø, hvor faglig dygtighed er i fokus. Du vil blive vant til at bruge håndværktøj som bore-, slibe- og loddeudstyr, og du vil lære at svejse og bruge en flammeskærer. Arbejdet indebærer reparation og vedligeholdelse, installation og produktion af maskineri som dieselmotorer, pumper, ankerspil, kraner og dækpumper, samt eftersyn af rør- og kølesystemer. Der arbejdes også med nybygninger og ombygninger. Du lære mange færdigheder inden for jern- og metalområdet, såsom bukning, klipning, boring, drejning og gevindskæring i forskellige materialer. Du vil også få grundlæggende viden om tekniske, mekaniske og hydrauliske anlæg på mindre skibe som fiskekuttere og coastere, samt arbejde med avanceret udstyr og tekniske systemer på skibe.
I praktikken hos MarineShaft får du et godt kendskab til arbejdet i "de sorte fag". Du får mulighed for at benytte forskellige håndværktøjer, bore, slibe, lodde og svejse. Du vil også få lov til at være med til at bukke og klippe i jern.